Hvordan vi arbejder med vores koncept

Da de holdbare damer gik i gang med at planlægge en bæredygtig butik, var det vigtigste for os at være tro mod vores koncept. Både vores produkter og indretning skal leve op til krav, der sikrer en miljøvenlig produktion, fair arbejdsforhold og med de bedste bæredygtige produkter til forbrugeren (bl.a. uden skadelig kemi!).

De produkter vi har i Holdbar, er kommet gennem vores bæredygtige nåleøje! Vi har researchet x 100, vi har gennemgået dokumentation fra leverandører og vi har helt sikkert givet en masse producenter og sælgere grå hår af alle vores spørgsmål. Vi har endda fået direkte skideballe over, at vi ville vide hvilke ingredienser der var i et produkt (!).

De produkter og mærker vi har i butikken er derfor et stort, holdbart tilvalg.

Fravalg har der været mange af, bl.a.:

  • Produkter af ”eco-acetat”, hvor 1. dokumentation var sælgerens ord om at der ikke var spottet blå søer i nærheden af fabrikken og 2. dokumentation var en analyseblanket uden relation til ”eco”.
  • Hudplejeprodukter markedsført som ”naturlige”, men som indeholdt allergifremkaldende stoffer.
  • De første tags vi bestilte, som vi fik oplyst var af genbrugspapir (og miljømærket), men som ved ankomst var hvidere end hvidt (= bleget) og hvor vi efterfølgende modtog et datablad på et helt andet produkt som dokumentation.

Ikke for at hænge hverken producenter eller sælgere ud. Men blot eksempler på, at det nærmest kræver en kemi-uddannelse (Holdbar har sin egen miljøkemiker) og virkelig meget krudt som forbruger, hvis man vil have bæredygtige garantier.

Holdbar endte med selv at fremstille svanemærkede tags, forhandler ikke acetat produkter og fandt senere de rette hudplejeprodukter til vores koncept.

I vores næste indlæg kan du læse mere om hvilke certificeringer vi accepterer ift. det tøj vi forhandler.